lørdag den 20. april 2013

Walsh-Week: Er der nogen? - Marian Keyes

Originaltitel: Anybody Out There?
Forfatter: Marian Keyes
Serie: Walsh Family #4
Forlag: Cicero
Sider: 379
Udgivelsesår: 2007
Læst på: Dansk
Dansk titel: Er der nogen?
Kilde: Købt

Læs også: Vandmelonen, Rachels ferie og Engle.





Anna Walsh er helt officielt et vrag. En fysisk nedbrudt følelsmæssig ruin, der bor på sine forældres sofa i Dublin med kun ét i tankerne: At komme tilbage til New York. Tilbage til sine nærmeste venner, søsteren Rachel, Verdens Bedste Job - og så naturligvis sin mand, Aidan, som hun i den grad savner.

Men intet i Annas liv er længere ligetil. Hendes fysiske og mentaler ar gør en flytning tilbage til New York kompliceret. Det er på høje tide at komme videre i livet, men er det overhovedet muligt længere?

En broget gruppet utilpassede bekendtskaber, en noget rystende afsløring, to fødsler og et mildt sagt mærkværdigt bryllup er måske det, der skal til for at få Anna ud af starthullerne og komme i gang med igen at leve sit liv.



***

Anna har altid været den forvirrede type i de foregående Walsh bøger og det er hun også en stor del af tiden i denne bog. Hun forsøger desperat at få fat i Aidan, så hun kan få sit liv sat sammen igen og få det til at være, som det var førhen. Hendes søgen og hendes opdagelser hen ad vejen er spændende at følge og hun er nem at komme under huden på. Det er nemt at mærke, at hun er blevet voksen i forhold til de andre bøger (især i forhold til Vandmelonen), men hun er stadig helt sin egen med en fantastisk viljesstyrke og en skøn fantasti.

Langt hen af vejen sidder man som læser og aner ikke, hvad der er sket mellem Aidan og Anna, siden han har forladt hende i så nedbrudt en tilstand, både fysisk og psykisk. Alligevel nåede jeg (efter et hav af muligheder) frem til den rigtige kort før det blev afsløret - men lige som jeg troede, jeg havde gennemskuet det hele, blev der smidt en ny bombe, jeg overhovedet ikke havde set komme!

Annas job, Verden Bedste Job, er simpelthen så sjovt at læse om og bogen kunne sagtens kun have handlet om, hvordan Anna fik jobbet og frem til den sidste præsentation inden Er der nogen? slutter. Men så havde det været en mere 'almindelig chick lit' og ikke haft den dybde, som Marian Keyes smider i sine Walsh Family bøger og som jeg elsker. Det, jeg allerbedst kan lide ved jobbet er, at det er et 'normalt' job, men stadig så excentrisk at det passer perfekt til Anna.

Marian Keyes er, som altid, en fantastisk forfatter og historien om Anna er utrolig rørende, sørgelig, varm og  oplivende på samme tid. Den kan helt sikkert anbefales!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar