tirsdag den 22. marts 2016

C.S Pacat

Goodreads kan være et ualmindeligt farligt bekendtskab, hvis man gerne vil holde sin TBR liste så lille så mulig. Det er en side, jeg kan forsvinde ind i, forvilde mig rundt på og helt glemme hvad jeg kom for i min søgen efter andre ting. Jeg henter så utrolig meget inspiration til læseoplevelser, læser så mange fantastiske anmeldelser og deler selv mine læste bøger derinde. Det er et fantastisk sted! Men nogle gange kommer jeg forbi en bog derinde, som jeg bare MÅ læse. Øjeblikkeligt! Det skete for mig forleden, da jeg kom om ved The Captive Prince af C.S. Pacat. Historien lød så spændende og folk roste den, så jeg var nødt til at spæne ind til amazon og købe den til min Kindle - jeg kunne selvfølgelig ikke vente på den fysiske udgave.



Det tog mig ikke engang et døgn at læse den, selvom det var hverdag og jeg havde både job og barn at tage mig af. Hvert ledigt øjeblik blev brugt med Kindlen mellem hænderne og min tanker kredsede konstant om Damen og Laurent. Da jeg var færdig med den, var jeg fuldkommen overvældet og jeg købte nummer 2 og 3 indenfor 10 minutter. Jeg måtte have slutningen på serien! Disse blev også hurtigt slugt og bagefter sad jeg med en følelse af tomhed. Af hjertesorg. Af opstemthed. Af glæde. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg en dag kommer til at genlæse trilogien. Jeg vil have historien igen. Jeg vil læse den, velvidende hvad der sker til sidst. Finde de små hints og alligevel afvente slutningen i spænding.







To get what you want, you have to know exactly how much you are willing to give up

C.S. Pacat fangede mig mellem siderne. Hendes sprog er så smukt, så blændende. Beskrivende og medrivende. Den verden, hun har opbygget er på ingen måde perfekt, snarere tværtimod. Set i retrospekt mangles der worldbuilding. Men da jeg læste bøgerne, var det ikke vigtigt. Jeg vidste alt det, jeg havde behov for at vide. Selvom historien er politisk og i stor stil handler om kampen om tronen, er det uden George R.R. Martins massive beskrivelser og i stedet fanget i begivenheder mellem mennesker. Samtaler, blikke, bedrag og kærlighed.





To gain everything and to lose everything in the space of a moment. That is the fate of all princes destined for the throne.


C.S. Pacat vendte op og ned på mine følelser. Fik mig til at hade, for derefter at få mig til at elske. Chokerede og skræmte mig med sin viden om menneskets værste sider og fik mit hjerte til at hamre i længsel og hjertesorg over sin gribende fortælling om kærlighed.

Historien indeholder kærligheden mellem kvinder og mænd, mellem brødre, mellem venner og mellem mænd. Det er en historie om at erobre det tabte, at genfinde sig selv og at overvinde sin største frygt. Men først og fremmest er det en historie om kærlighed og den har mine varmeste anbefalinger.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar