Blogtour: Interview og ukendt tekst

I dag vil der være interview med Serpina hos Kathrine fra Bøger på tværs som jeg helt sikkert skal over og læse!

Og så smider Michelle fra Boglabyrinten en ukendt tekst op, som jeg også skal have undersøgt.

Smut forbi dem begge og se, hvad de har at byde på!

Har du spørgsmål til Helle Ryding? Klik her og slå dig løs!

Blogtour: Konkurrence

Så er det tid til at holde konkurrence og denne gang er præmien Serpina af Helle Ryding. Min anmeldelse af bogen kan læses lige her, men lad mig bare afsløre at jeg var særdeles begejstret for den.

Det eneste du skal gøre for at vinde, er at komme med en grund for at det skal være netop dig der vinder. Hvad gør, at du fortjener at vinde?

Sidste chance for at deltage bliver d. 26. maj og så vil der blive fundet en vinder d. 27. maj.

Held og lykke :)

Blogtour: Interview

Som titlen så fint antyder, vil der i dag blive smidt et indlæg op med et interview. Det er Helle Ryding, der bliver interviewet og det foregår ovre hos Marie fra Læsehesten. Smut over og læs det - det er rigtig godt! :)

Hvis du har spørgsmål til Helle Ryding så klik her og slå dig løs!

Blogtour: Serpina - Helle Ryding

Originaltitel: Serpina
Forfatter: Helle Ryding
Serie: Klintespind #1
Forlag: Nyt Nordisk Forlag
Sider: 416
Udgivelsesår: 2011
Læst på: Dansk
Dansk titel: Serpina
Kilde: Lånt





Klintekongen Mithram hersker over de mægtige kridtklinter i landet Soria og bor med sine ni døtre i sin borg inde i klinten, hvor der er en frodig have og evig sommer. Han hjælper landets rigtige konge med at forsvare Soria mod fjender fra havet. Men han er også berygtet for sine vilde natteridt ud i landet med sin flok af døde krigere. Og han er frygtet for sin grusomme afstraffelse af de unge mænd, der sniger sig til et glimt af hans mange smukke døtre, der drager ud om natten som præstinder for at hjælpe de syge.

Kongens ottende datter, Serpina, er en egenrådig ung pige, der ser op til sin far, men dog ikke altid retter sig efter hans mange forbud. Især det der drejer sig om ikke at måtte tale med fremmede mænd. De ni døtre er – hvis de har bestået vandånden Undinens prøve – usårlige mod alt undtagen slangesværdet, et våben, der bliver båret af en dødsensfarlig fjende, som deres far konstant advarer dem mod. På hver af pigerne bor en edderkop, som hjælper dem med at spinde magiske spind, og som også er en ven, der altid er i nærheden.

Men den gamle ærkefjende lurer på sin chance for at trænge gennem Kong Mithrams solide barrierer. Serpina og hendes søskende fristes til at overtræde nogle af deres fars forbud, og pludselig er de alle ni en del af et farligt spil, der bliver helt anderledes skæbnesvangert, end det først ser ud til.

***

Jeg var ikke synderlig imponeret over Den Sorte Ravns forbandelse, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at læse Serpina, for den lød simpelthen så spændende. Og jeg blev heldigvis ikke skuffet!

Serpina er ikke den mest fantastisk hovedperson. Hun havde virkelig mange træk, der irriterede mig og hun virkede så umoden og besværlig. Heldigvis bliver hun udsat for så mange ting i bogen, der er med til at modne hende, at jeg faktisk begyndte at holde af hende omkring 2/3 inde i bogen. Forvandlingen er helt fantastisk og selvom den er så massiv, virker den realistisk.

Historien starter ud stille og rolig, men tager efterhånden fat og trækker læseren dybere og dybere ind i det fantastiske univers. Jeg kan godt lide, de forhold der bygges op mellem Serpina og flere af de andre personer. Det er troværdigt og interessant.

Som den ældste i en søskende flok på fem piger, må jeg indrømme at Helle Ryding virkelig har formået at fange essensen af familien. Jeg kan kende så meget fra historien og jeg sad flere gange og grinede højt - det var en fryd at læse om. Desuden er jeg ret vild med Klintekongen. Han er så menneskelig i sine følelser og sine handlinger, men hans overnaturlige kræfter gør ham farlig, utilregnelig og samtidig en rigtig spændende person at læse om. Han er uden tvivl min yndlingsperson og selvom jeg synes han handlinger var for voldsomme (han er Klintekongen, selvfølgelig er de voldsomme), synes jeg ofte han er berettiget og bliver misforstået af sine døtre - men det er vel en faders lod :)

Helle Ryding har skabt en fantastisk historie og gjort de gamle sagn og legender til sine egne. Bogen er velskrevet og hyggelig og kan klart anbefales, hvis du også har lyst til at give dig i kast med lidt dansk litteratur!

Læs også anmeldelser af Serpina hos:

Michelle fra Boglabyrinten
Sus fra Susbogblog
Marie fra Læsehesten
Kathrine fra Bøger på tværs


Har du spørgsmål til Helle Ryding? Klik her og spørg hende!

Blogtour: Ukendt tekst fra Den Sorte Ravns forbandelse

I dag kan man vinde Morganas Kilder hos Kathrine, så tag og smut derover og deltag! :)

***

Jeg har været så heldig, at få lov til at udgive en tekst, der skulle have været i den oprindelige bog, men som blev cuttet fra. Teksten kan være afslørende, hvis man ikke har læst Den Sorte Ravns forbandelse, men det har jeg heldigvis og jeg er helt vild med den her tekst. Jeg kan godt forstå, at den blev skåret fra, men samtidig giver den bare et endnu bedre indblik i, hvor fantastisk klog Elisa er og hvor skøn Gammelhorn er!

***

Denne scene blev i sin tid skrevet til Den Sorte Ravns forbandelse. Det er en samtale mellem Elycia (som stadig er Elisa) og kunstmaleren Gammelhorn. Samtalen finder sted, efter at Gammelhorn har vist sit maleri af Elycia frem i Riddersalen. Både Gammelhorn, Gorwe og Elycia har hver især opdaget, at Elycias guldring er kommet med på Gammelhorns maleri af hende, uden at han selv har malet den. Gammelhorn har haft sin gang på Svaneborg i mange år og har selvfølgelig gættet, at Elycia er noget ganske særligt. Nu er han bange for, hvad Gorwe er ude på. Scenen her lægger op til Elycias møde med Gorwe, da hun sent om aftenen sniger sig ud i æblehaven for at redde hans høg. Den blev taget ud af flere grunde. Blandt andet fordi den røber for meget om Gorwes onde hensigter, som Gammelhorn jo ikke kan sidde overhørig, og den tager også overraskelsesmomentet fra scenen i æblegården. 

*

Elisa fandt Gammelhorn i havestuen, hvor han sad ved vinduet og tegnede. Han hilste hende med et smil og lagde skitseblokken fra sig.

     – Det var godt, du kom. Der er noget, jeg gerne vil vise dig! sagde han dæmpet for ikke at forstyrre de andre gæster.

     – Der er også noget, jeg vil vise dig, hviskede hun stakåndet. – Der var en ring på billedet. Det er ikke dig, der er tosset!

     Gammelhorn spærrede øjnene op.

     – Kom med! bad han og trak hende diskret i ærmet.

Han tog hende med op til astronomiværelset i vestfløjen og skubbede døren til. ”Himmelrummet” blev værelset kaldt, fordi der stod en fin, gammel stjernekikkert, og fordi reolerne var fulde af måleinstrumenter og astronomiske bøger.

     – Nu skal du bare se…! Nu skal du bare se…!

     De talte i munden på hinanden. Gammelhorn lo.

     – Damerne først! Hvad er det, du vil vise mig, Elisa?

     – Jeg vil vise dig, at det ikke er dig, der er tosset. Det er Gorwe, der lyver.

     Hun så sig vagtsomt omkring. Så trak hun i kæden, så guldringen kom til syne. Gammelhorn faldt ned i en lænestol.

     – Har du haft den på dig hele tiden?

     Elisa nikkede.

     – Jeg må ikke vise den til fremmede. Men jeg synes ikke, at du er en fremmed.

     Hun lod Gammelhorn studere ringen.

     – Det er sandt. Det er den ring, der dukkede op på dit portræt, konstaterede han.

     – Gorwe lyver, sagde Elisa. – Jeg ved, at han så ringen på billedet. Det er ondskabsfuldt af ham at lyve om det.

     – Ja! Underligt er det i det i hvert fald, mente Gammelhorn. - Måske er Gorwe bange for, at Ulrich skal tro, at han er lige så skør som mig?

     – Det var ikke kun det, indvendte Elisa. – Han prøvede på at gøre dig og onkel Ulrich uvenner! Du havde ret i, at han er sådan en, der prøver at gøre os alle sammen uvenner!

     Gammelhorn trillede tænksomt overskægget.

     – Men det forklarer ikke, hvad der er sket med maleriet! Elisa, kan du fortælle mig, hvordan din ring kan dukke op, uden at jeg har malet den?

     Elisa tøvede.

     – Jeg tror, at den er kommet, fordi den er min talisman.

     – ”Talisman”, Gammelhorn smilede. – Ethvert andet barn på din alder ville have sagt ”kendetegn”. Du er ikke helt almindelig, Elisa. Du taler gamle og svære sprog, og du er en mester til matematik. Jeg begriber ikke, hvordan du har nået at lære så meget på bare tolv år. Det skulle såmænd ikke undre mig, hvis det viser sig, at du også kan læse runer og sanskrit.

     – Runer er nemme, svarede Elisa henkastet. – Til gengæld roder jeg lidt rundt med sanskrit. Bøjningerne er ret svære at holde ud fra hinanden.

     Gammelhorn så på hende med et dybt blik.

     – Det forekommer mig i grunden slet ikke så sært at dit portræt også opfører sig usædvanligt, sagde han. – Og nu er din talisman altså dukket op på maleriet, fordi jeg ikke havde fået den med i første omgang?

     – Noget i den retning, nikkede Elisa. – Det er også mig, der har fået hende til at flytte sin hånd, så ringen ikke kan ses. Jeg er ked af, at jeg har ødelagt maleriet.

     – Ødelagt maleriet! Jeg er da ligeglad med det maleri. Men jeg er ikke ligeglad med dig! Jeg ville ønske, at jeg aldrig havde malet det. Er det mig, der har sat dette her i gang?

     Elisa tænkte på Elycias hemmelighedsfulde smil.

     – Måske er det mig! svarede hun lavmælt.

     Hun satte sig på armlænet af Gammelhorns stol. Han klappede hende på hånden.

     – Forklaringen er nok bare den, at jeg selv har malet portrættet, sådan som det er, foreslog han. – Kæden med ringen har jo hængt om din hals hele tiden. På et eller andet tidspunkt må jeg have set dit smykke, og så har jeg malet det uden at tænke nærmere over det. Sådan hænger det nok sammen.

     – Jah, svarede Elisa. – Sådan hænger det nok sammen.

     Men de sad hver for sig og grublede. Det stod klart for dem begge, at med så mange løse tråde var der ikke noget, der kunne hænge sammen.

     Gammelhorn rejste sig og gik over til arbejdsbordet, hvor der lå adskillige bøger om stjernenavigation.

     – Nu skal du se, hvad det er, jeg ville vise dig, sagde han. – Jeg har holdt øje med Gorwe i løbet af eftermiddagen, og det har været meget interessant. Han opbevarer en masse spændende ting i sin kasse her.

     Uden videre trak han et stort træskrin hen til sig og åbnede det. Øverst lå et sammenfoldet kort, som han tog op. Nedenunder lå der fine, gamle måleinstrumenter, passere, linealer og et lommeur af guld.

     – Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad han har for, sagde Gammelhorn og bredte kortet ud på bordet. – Gorwe har siddet og sukket over kortet her og har kæmpet med at lave en masse beregninger. Det har været den rene ynk at se på. Han pakker omhyggeligt kortet og instrumenterne væk, hver gang han forlader rummet. Har du forstand på stjernekort?

     – En lille smule, svarede Elisa beskedent og bøjede sig over kortet.

     Gorwe havde arbejdet med stjernebilledet Firbenet, der ligger i et siksakmønster imellem Cassiopeia og Svanen. På et stjernekort, der var så detaljeret som dette, var det ikke helt nemt at finde de stjerner, som hørte til hvert enkelt stjernebillede. Men Elisa pegede med lethed Firbenet ud for Gammelhorn. Med blyantcirkler havde Gorwe markeret en gruppe af stjerner, som han tilsyneladende forsøgte at beregne positionerne for. Nederst på kortet var en position angivet med bogstavet S.

     – Han får aldrig noget til at passe, hvis han følger kortet her, konstaterede Elisa. – Det er mere end hundrede år gammelt. Jeg kan se, at han navigerer efter et fast sted her på jorden, men stjernehimlen forskyder sig adskillige buesekunder hvert år. Det betyder, at beregningerne bliver unøjagtige, når han bruger et kort, der er så gammelt.  

     Hun pegede på Gorwes udtværede markeringer.

     – Hvis S’et står for ”Svaneborg”, så er det markeret alt for upræcist. Positionen er forskubbet flere kilometer. Og han har også glemt at korrigere for, at vi har sommertid lige nu.

     – Det har du god forstand på, sagde Gammelhorn fornøjet. - Stjernenavigation er ellers en vanskelig kunst. Grevinde Rosamunde var også utrolig dygtig til det, men det ved du nok allerede. Her på Svaneborg har man altid interesseret sig meget for astronomi. Han lod hånden glide henover stjernekikkertens blanke messing. – Gorwe hører derimod til dem, der slet ikke har let ved det, fortsatte han. – Men jeg stoler ikke på ham. Det bekymrer mig, at han er så ihærdig med sit stjernekort. Skal vi ikke rette lidt i hans tal, så han ikke kommer frem til et rigtigt resultat foreløbig?

     Elisa lo. Hun kunne ikke forestille sig bedre underholdning end at drille Gorwe. Og endda med Gammelhorn som sammensvoren.

     – Jeg kan efterligne hans tal, så han tror det er hans egne, foreslog Gammelhorn. – Og hvis du kan finde på nogle positioner for noget af det, han arbejder med, som virker sandsynlige – men naturligvis er helt forkerte – så kan han spilde mange timer endnu.

     – Der er ikke nogen stjerner af betydning indenfor det område, han er i gang med, vurderede Elisa. – Firbenets hale slår et knæk lige der, hvor han arbejder med positionerne. Men det kan være, at han er kommet til at spejlvende stjernebilledet i sine beregninger, for i den modsatte side af knækket er der et sort hul.

     – Et sort hul? spurgte Gammelhorn interesseret. – Kan man se det?

     – Nej, man kan ikke se et sort hul. Det er som at lede efter en ravn i mørke, svarede Elisa. – Det er energien uden om det sorte hul, man kan se. Galaksen i Firbenet skifter lysstyrke hele tiden, netop på grund af energiudladningerne fra det sorte hul. Måske synes en amatørastronom, at det er spændende at kigge på?

     Gammelhorn pustede ud af lettelse.

     – Det kan jo godt være, at jeg tager fejl. Måske er Gorwe bare en dårlig amatør, der forsøger at komme til at se energien fra et sort hul i aften.

     Elisa så på kortet igen. Gorwe lavede ikke bare beregninger for en enkelt stjerne. Han forsøgte at beregne det indbyrdes forhold mellem elleve stjerner, så de dannede et samlet felt. Samtidig forsøgte han at regne sig frem til et punkt, der befandt sig et sted inden i stjernefeltet. Papiret var helt tyndslidt, fordi tallene var blevet visket ud og ændret mange gange.

     Elisa rynkede panden og koncentrerede sig om at se stjernerne for sig inde hovedet. Med ét så hun forskrækket op.

     – Gammelhorn! udbrød hun. - Ved du, at en stjerne er lige så enestående og unik som et fingeraftryk? Lyset brydes i den på en måde, der gør den forskellig fra alle de andre. Ikke to stjerner på himlen er ens.

     – Det vidste jeg ikke, svarede Gammelhorn mildt. – Men jeg tror dig.

     – De elleve stjerner, som Gorwe har markeret på kortet, minder om hinanden i deres måde at lyse på. Han må have udvalgt hver af dem meget omhyggeligt. Når jeg ser dem for mig, og hvis jeg prøver at tænke mig en forbindelse imellem dem, så … så danner de faktisk et mønster.

     Gammelhorn fór op.

     – Hvilket mønster? spurgte han uroligt. – Hvad er det, du kan se, Elisa?

     Elisa pegede stjernerne ud på kortet.

     – Hvis jeg trækker en linie imellem de stjerner, han har sat ringe om, så danner de tilsammen en tredimensionel figur. Det ligner en fugl. En … en ravn, tror jeg. Gorwe har vanskeligt ved at regne sig frem til det tolvte punkt. Men jeg kan se, at det befinder sig lige i hjertet på ravnen. Det er da underligt, synes du ikke?

     – Jo, det er rigtig ubehageligt! Gammelhorn nikkede med en foruroliget mine. – Jeg synes ikke om, at hans markeringer ligner noget som helst. Giv mig nogle tal i en fart, så jeg kan rette i hans elendige kort. Han skal ikke have en eneste chance for at lave numre!

     Gammelhorn havde nær knækket blyanten, så ophidset var han.

     – Hans tal gælder for klokken 23.45 i aften, sagde Elisa med et blik på Gorwes ubehjælpsomme udregninger. – Vi kan ændre halvdelen af dem til klokken 23.15 i stedet for. Det vil han ikke lægge mærke til. Og så vil det ikke engang hjælpe ham, hvis han kommer i tanke om, at hans guldur er stillet til sommertid. Tværtimod tror jeg, at det vil gøre beregningerne endnu vanskeligere for ham. Hvis han altså opdager det.

     – Det gør han! Det skal jeg nok sørge for, mumlede Gammelhorn ophidset.

     Elisa skrev hurtigt nogle regnestykker ned på et stykke papir. Gammelhorn så fascineret på hende, for de var lange og indviklede og fulde af matematiske tegn og symboler. Derpå viskede han forsigtigt Gorwes tal ud og skrev Elisas ind på kortet med en skrift, der kunne have været Gorwes egen.

     – Det er næsten overflødigt, sagde Elisa. – Hans udgangspunkt er i forvejen helt forkert.

     Gammelhorn blinkede til hende.

     – Man ved aldrig! Desuden har jeg en djævelsk lyst til at drille ham.

     Derpå pakkede han omhyggeligt Gorwes kort sammen og lagde alt på plads, som det havde været, da de kom.

Har du spørgsmål til Helle Ryding? Klik her og spørg løs.

Fredagsønske #51

Jeg er typen, der ikke kan lade være med at kigge på bøger. I boghandler, på Goodread, på Amazon, på blogs og tusinde andre steder på nettet. Derfor er min ønskeliste altid rigtig lang. Fremover vil jeg hver fredag smide et indlæg om en bog fra min ønskeliste. Forhåbentlig kan jeg inspirere andre :)

Titel: Everneath
Forfatter: Brodi Ashton
Udgivelsesdato: 24. Januar 2012

Sidste forår forsvandt Nikke Beckett - suget ind i en underverden kendt som the Everneath. Nu er hun vendt tilbage - til sit gamle liv, sin familie, sin kæreste - før hun bliver forvist tilbage til underverdenen ... denne gang for altid. Hun har seks måneder før the Everneath kommer for at hente hende, seks måneder til afskeder hun ikke kan finde ord til, seks måneder til at finde frelse, hvis det eksisterer.

Nikki længes efter at bruge disse måneder på at glemme the Everneath og forsøge at genoprette forholdet til sin kæreste Jack - ham, der var mest ked af det, da hun forsvandt og ham, hun elsker mere end noget andet. Men der er et problem: Cole, den rygende lækre udødelige, der lokkede hende til the Everneath i første omgang, har fulgt efter hende hjem. Cole vil overtage tronen i underverdenen og er overbevist om at Nikki er nøglen til at få det til at ske. Og han vil gøre hvad som helst for at få hende med tilbage, denne gang som hans dronning.

Efterhåneden som Nikkis tid på overfladen kommer tættere og tættere på en afslutning og hendes forhold begynder at forsvinde mellem fingrene på hende, er hun tvunget til at foretage det sværeste valg i hendes liv: find en måde at snyde skæbne på og bliv på overfladen med Jack eller vend tilbage til the Everneath og bliv Coles dronning.

Blogtour: Den Sorte Ravns forbandelse - Helle Ryding

Originaltitel: Den Sorte Ravns forbandelse
Forfatter: Helle Ryding
Serie: Morganas Kilder #1
Forlag: Borgen
Sider: 351
Udgivelsesår: 2005
Læst på: Dansk
Dansk titel: Den Sorte Ravns forbandelse
Kilde: Ejer





Elisa bliver som spæd efterladt på Svaneborg i en kurv, hvori der også ligger en stor bunke guld. Brevet, der skulle have været afleveret også, forsvinder. Ejeren af Svaneborg, Grev Ulrich, tager Elisa til sig, men opdager ikke, at køkkendamen/husholdersken Rigmor har taget guldet.

Som 12-årig er Elisa en usædvanlig klog pige. Hun taler flydende olddansk og latin, selvom hun aldrig har gået i skole og hun kender alt til stjernernes præcise placering, selvom hun ikke ved hvorfor. Hun kan bare mærke det. Hun bliver undervist af Leander, der også fungerer som en slags skovfoged på Svaneborg.

Men pludselig ændres alt for Elisa. En mærkelig mand kommer til Svaneborg, kattene begynder at tale og Leander opfører sig mere og mere underligt. Oveni dette opdager Elisa, at hun har kræfter, hun ikke helt har styr på og mosefolk og svartalfer begynder at rumstere i kulisserne.

***

Da jeg første gang faldt over denne serie, var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg var nødt til at læse den. Jeg er en sucker for danske myter og jeg blev glædeligt overrasket over at finde en dansk fantasy bog med myter som baggrund.

Det lød som den perfekte bog og langt inde i den var jeg virkelig imponeret. Universet var fantastisk; de red rundt, skød med bue og pil og lavede selv deres salver af urter. Et middelalderligt miljø, hvilket jeg oftest foretrækker i mine fantasy bøger. Stor var min skuffelse, da jeg opdagede at bogen foregår i nutiden! Pludselig var der snak om biler, København og Svaneborg var åbenbart et kursted. Det havde jeg fuldstændig misset og det ødelagde bogen ret kraftigt for mig.

Det hjalp så heller ikke på sagen, at Elisa er den mest irriterende hovedperson. Godt nok er hun kun 12 år, men hun er bare så vanvittig barnlig og utålmodig, at hun drev mig til vanvid. Jeg tror, bogen er henvendt til et yngre publikum end mig, men jeg ved at jeg også ville have hadet Elisa selv da jeg var 12 år gammel. Det er bare sådan, jeg er! Generelt er historien udmærket, omend en smule kedelig. Det kan dog sagtens have noget at gøre med, at der ikke var nogle overraskelser, men derimod et ret gennemskueligt og sødt plot.

Bogen har dog en ting, der virkelig hiver den op; til trods for den irriterende hovedperson og den lidt langsomme historie, havde jeg svært ved at lægge bogen fra mig. Den er så utrolig velskrevet og sproget er 'varmt', hyggeligt og klinger så utrolig smukt. Helle Ryding kan uden tvivl noget med ord, så selvom historien måske ikke fangede mig 100 %, skal serien helt sikkert læses færdig.

Andre anmeldelser af bogen kan findes hos:

Michelle fra Boglabyrinten
Sus fra Susbogblog
Marie fra Læsehesten
Kathrine fra Bøger på tværs



Klik på her, hvis du har spørgsmål til Helle Ryding.